Ny lovgivning - Initativer mod sort arbejde

Endnu engang har Folketinget haft retssikkerhed på dagsordenen og vedtaget nogle regler, der har til formål at bekæmpe sort arbejde.

Krav om digital betaling

Fra og med den 1. juli 2012 blev der indført forskellige sanktioner, hvis betaling for diverse leverancer ikke sker digitalt, når beløbet er på mindst 10.000 kr. inklusive moms. Flere betalinger for samme leverance, ydelse, kontrakt eller lignende anses for én betaling i forhold til beløbsgrænsen. Periodiske eller løbende ydelser anses ligeledes som én samlet betaling, når de sker inden for samme kalenderår.

Beløbsgrænsen på 10.000 kr. inklusive moms er fra og med den 1. januar 2019 nedsat til 8.000 kr. inklusive moms.

Sanktionsreglerne og muligheden for efterfølgende indberetning, når købet er sket kontant, er umiddelbart uændrede. Dog er der sket en enkelt lempelse for private personer, og for virksomheder er der mulighed for at rette op på manglende indberetning af kontante køb sket i indkomstårene 2012-2014.

Virksomheder

Kravet om digital betaling gælder for såvel varer som ydelser. Er betalingen ikke sket digitalt, er sanktionerne umiddelbart følgende:

Sanktionerne kan dog undgås, hvis købet indberettes på www.skat.dk. Her skal angives fakturaoplysninger, der entydigt identificerer leverandøren. Indberetning skal ske senest i forbindelse med selvangivelsesfristen for det indkomstår, hvori købet er foretaget.

Virksomheder – indberetning for indkomstårene 2012-2014

For indkomstårene 2012-2014 var virksomheders indberetningsfrist for kontantkøb på over 10.000 kr. inklusive moms 14 dage efter betaling, dog senest én måned efter købet. Denne frist blev forlænget fra og med indkomståret 2015, således at indberetning er sket rettidig, når dette sker senest i forbindelse med virksomhedens selvangivelsesfrist for det indkomstår, hvori varekøbet er sket.

Folketinget har vedtaget, at virksomheder, der skulle have foretaget indberetning om kontant varekøb mv. for indkomstårene 2012-2014, kan nå det endnu. Fristen for indberetning er fastsat til den 1. juli 2019. Virksomheden skal anmode om en genoptagelse af skatteansættelsen for det pågældende år og samtidig med anmodningen indberette det/de pågældende kontantkøb. Dette gælder også, selv om virksomheden ”fejlagtigt” har fratrukket varekøbet mv.

Private personer

Kravet om digital betaling gælder for køb af ydelser eller varer sammen med ydelser, hvorimod rene varekøb gerne må betales kontant uanset beløbets størrelse.

Er betalingen ikke sket digitalt, er sanktionen umiddelbart, at køber hæfter solidarisk for leverandørens AM-bidrag, skat og moms af den leverede ydelse. Denne hæftelse kan dog undgås, hvis købet indberettes på www.skat.dk. Her skal angives fakturaoplysninger, der entydigt identificerer leverandøren. Indberetning skal ske senest 14 dage efter betaling, dog senest én måned efter fakturaens modtagelse.

Lempelse for private personer

Folketinget har vedtaget, at private personer ligeledes kan frigøre sig for den solidariske hæftelse, hvis køber/den private person kan fremvise en behørig faktura udstedt i forbindelse med købet, der entydigt identificerer leverandøren.

Pålæg om digital logbog

En arbejdsgiver kan fra og med den 1. juli 2020 pålægges at foretage daglig digital registrering af oplysninger (logbog) om de personer, der er beskæftiget i virksomheden.

Registreringen skal ske senest ved arbejdsdagens påbegyndelse. Registrering af oplysningerne skal ske i indkomstregisteret. Følgende oplysninger skal registreres for hver enkelt beskæftiget:

Et pålæg om at føre logbog gives for en periode på 12 måneder ad gangen.

Manglende overholdelse af pålægget kan sanktioneres med bøde.

Pålæg om anvendelse af lønservicebureau

En arbejdsgiver kan fra og med den 1. juli 2020 pålægges at benytte en virksomhed, der er registreret som leverandør af lønadministrationsydelser, i forbindelse med virksomhedens lønadministration. Denne ordning tænkes anvendt overfor de virksomheder, der enten ikke indeholder, indberetter eller indbetaler A-skat mv., eller som gentagne gange har fejl eller mangler i indberetningen.

Skattestyrelsen betaler i første omgang lønservicebureauet, men vil efterfølgende opkræve beløbet hos arbejdsgiveren.

Videregivelse af oplysninger om virksomheder

Skattestyrelsen kan efter anmodning videregive oplysninger til enhver om, hvorvidt en virksomhed er registreret som indeholdelsespligtig for A-skat mv. Videregivelse kan ske, når der i anmodningen angives et cvr-nummer, SE-nummer, navn eller adresse på en virksomhed.

Initiativer mod sort arbejde mv. (L 25) blev vedtaget den 29. november 2018.

Ønsker at blive kontaktet

Felter markeret med * er påkrævet.

Del på: