Sporadisk indberetning af løn ophører

Den 1. januar 2019 ophører virksomheders mulighed for at være registreret med pligten sporadisk lønindberetning.

Hvad betyder det for din virksomhed?

Alle virksomheder skal efter den 1. januar 2019 indberette løn hver måned – også i de måneder, hvor der ingen lønudbetaling er sket. I de måneder, hvor der ikke er lønudbetaling, skal der foretages en såkaldt nul-indberetning.

Ændringen påvirker alle virksomheder, der i dag kun har pligt til at indberette løn sporadisk. Dvs. de virksomheder, der i dag alene indberetter løn i de måneder, hvor der foretages lønudbetaling.

Virksomheden bliver i løbet af januar 2019 automatisk tilmeldt månedlig indberetningspligt, og de berørte virksomheder skal ikke selv foretage sig noget i den forbindelse.

Første indberetningsdato efter de nye regler bliver den 11. februar 2019 for lønudbetalingen for januar 2019..

Manglende indberetning udløser afgift og gebyr

Såfremt man ikke får foretaget den månedlige indberetning, vil Skattestyrelsen foretage og en foreløbig ansættelse ud fra et skøn. En manglende indberetning vil ligeledes udløse en afgift på kr. 800 pr. måned samt et rykkergebyr på kr. 65.

Afmelding af pligten som arbejdsgiver

For virksomheder, som ikke forventer lønudbetalinger, kan der ske afmelding af pligten som arbejdsgiver. Afmelding skal foretages online på virk.dk.

For foreninger og personligt ejede virksomheder, der alene er registreret med pligten sporadisk lønindberetning, skal desuden, hvis de fortsat ønsker at bibeholde sit cvr-nummer, omregistrere sin virksomhedsform.

Foreninger skal registrere sig som Frivillig forening.

Personligt ejede virksomheder skal registrere sig som Personligt ejet mindre virksomhed.

Mulighed for brug af lønbureau

Hos BRANDT anbefaler vi, at de berørte arbejdsgivere overgår til at anvende et lønbureau til at forestå lønindberetningerne – vel at mærke et lønbureau, der automatisk foretager nulindberetning i de måneder, hvor der ikke er lønudbetalinger. Omkostningen hertil vil typisk være mindre end afgift og gebyr ved glemte indberetninger.

 

Kontakt BRANDT for assistance og rådgivning i forbindelse med ovenstående, herunder omkring den nemmeste og billigste løsning ved indberetning af løn.

Del på: