Betal frivillig acontoskat og selskabsskat

Få overblikket over frivillig acontoskat og selskabsskat samt en vurdering om det kan betale sig. 

Betal frivillig acontoskat og selskabsskat - 2019 satser

Betalingsfrist for acontoskatter i 2019:

  • Rate 1 marts 2019
  • Rate 2 november 2019

Der er desuden mulighed for indbetaling af frivillig acontoskat:

  • marts 2019
  • november 2019
  • februar 2020.

Der beregnes et procenttillæg på frivillige acontobetalinger. Satserne for 2019 offentliggøres senest 15. december 2019.

Satserne for 2018 udgjorde henholdsvis for indbetalinger foretaget senest 20. marts og senest 20. november begge 0,0%, og for frivillige indbetalinger vedrørende 2018 foretaget senest 1. februar 2019, udgjorde procenttillægget 0,5%.

Vi anbefaler

Det er vores vurdering, at det normalt vil kunne betale sig at indbetale frivillig acontoskat, hvis der forventes en restskat. Vi assisterer gerne med beregning af, om det bedst kan betale sig at foretage indbetalingen senest 20. november 2019 eller senest 1. februar 2020.

Selskabet kan betale frivillig acontoskat, f.eks. hvis den ordinære acontoskat er sat for lavt. Det kræver, at selskabet først indberetter den frivillige acontoskat i TastSelv Erhverv. Her findes også vejledninger til indberetningen. Det er vigtigt at indberette ændringerne, før indbetalingen foretages, ellers risikerer selskabet, at betalingen returneres.

Betalingslinjen som skal bruges, står på opkrævningen eller i selskabets Skattekonto, stamoplysninger i TastSelv Erhverv.

Kontakt eventuelt din revisor hos BRANDT for hjælp.

Nedsættelse af acontoskat

Er selskabets acontoskatterate sat for højt, har selskabet mulighed for at nedsætte raten i TastSelv. Nedsættelsen skal ske senest på betalingsfristen.

Årsopgørelse, restskat og overskydende skat

Årsopgørelsen for indkomståret 2019 udsendes med digital post i oktober 2020.

Hvis der er overskydende skat, bliver den udbetalt til selskabets skattekonto. Overskydende skat, som kan henføres til indbetalinger foretaget senest den 20. november 2019, tillægges en procentgodtgørelse der offentliggøres senest 15. december 2019. Satsen for 2018 var på 0,1%.

Hvis selskabet har restskat tillægges et procenttillæg, som offentliggøres senest 15. december 2019, i 2018 var procenttillægget på 2,8%.

Hvis selskabet skal betale restskat, sker det også via skattekontoen. Betalingslinjen som selskabet skal bruge, står på årsopgørelsen eller under selskabets Skattekonto, stamoplysninger i TastSelv Erhverv.

Er selskabet med i en sambeskatning, er det administrationsselskabet, der modtager årsopgørelsen. Betaling bliver opkrævet via administrationsselskabets skattekonto.

Kan det svare sig at indbetale frivillig acontoskat?

Hovedreglen med det aktuelle renteniveau er, at det kan svare sig at indbetale frivillig skat, når det dækker en eventuel restskat. Derved kan spares et ikke fradragsberettiget rentetillæg, som i 2018 var på 2,8%. Mange faktorer spiller imidlertid ind ved vurderingen, og vi anbefaler, at selskabet tager en dialog med sin revisor hos BRANDT herom.