Finansielle kontrakters tilknytning til den erhvervsmæssige virksomhed

Skattestyrelsen har offentliggjort et styresignal, der præciserer, hvornår finansielle kontrakter kan anses at have tilstrækkelig tilknytning til den erhvervsmæssige virksomhed.

 

Baggrund

Skattestyrelsen har på baggrund af en række domme, afgørelser og bindende svar gennemgået praksis og på denne baggrund udarbejdet det offentliggjorte styresignal (SKM2020.223.SKTST) med udgangspunkt i Skattestyrelsens opfattelse af praksis på området.

Vurderingen af, om en finansiel kontrakt kan anses for at have tilknytning til den erhvervsmæssige virksomhed, kan være vanskelig og har stor betydning i to henseender:

 

  1. Den erhvervsmæssige tilknytning af den finansielle kontrakt til den erhvervsmæssige virksomhed er afgørende ved vurdering af mulighederne ved tab. I situationer hvor den finansielle kontrakt ikke anses for at have den tilstrækkelig tilknytning til den erhvervsmæssige virksomhed, vil et eventuelt tab alene være kildeartsbegrænset.

 

  1. Finansielle kontrakter kan ydermere kun indgå i virksomhedsordningen, hvis den finansielle kontrakt kan kvalificeres som havende tilstrækkelig tilknytning til den erhvervsmæssige virksomhed.

Skattestyrelsen anfører i styresignalet, at kvalifikationen af den finansielle kontrakt er ens, uanset om den finansielle kontrakt vurderes i forhold til en tabssituation (kursgevinstloven), eller om den kan indgå i virksomhedsordningen (virksomhedsskatteloven). Denne tilgang er med til at lette arbejdet ved vurdering af den skatteretlige kvalifikation af den finansielle kontrakt.

 

Præciseringen af den erhvervsmæssige tilknytning

I følgende situationer vil Skattestyrelsen som udgangspunkt anse den finansielle kontrakt for indgået i tilknytning til den erhvervsmæssige virksomhed:

  1. Den finansielle kontrakt er indgået for at afdække en erhvervsmæssig rente- eller valutarisiko. Den finansielle kontrakt kan eksempelvis være en valutaterminskontrakt eller en valutaswap, der eliminerer valutakursrisikoen på erhvervsmæssig gæld eller i forhold til virksomhedens varesalg og varekøb etc.

 

  1. Den finansielle kontrakt er indgået for at reducere virksomhedens finansieringsomkostninger. Det er en forudsætning, at den finansielle kontrakt stiller virksomheden, som at det erhvervsmæssige lån var omlagt. Ved vurdering af, hvorvidt den finansielle kontrakt er med til at reducere virksomhedens finansieringsomkostninger, kan henvises til SKM2015.764.VLR.

 

  1. Den finansielle kontrakt vedrører andet end virksomhedens tilgodehavender eller gæld, eksempelvis virksomhedens leverancer eller produktion.

De af Skattestyrelsen ovenfor oplistede situationer er dog under forudsætning af, at de nedenfor oplistede forhold alle er gældende:

  1. Den tekniske hovedstol i den finansielle kontrakt må ikke overstige det underliggende aktiv eller passiv. Der kan dog ses bort fra helt ubetydelige differencer – det må forventes, at dette forhold vil blive fortolket snævert.

 

  1. Den finansielle kontrakts løbetid må ikke være længere end løbetiden for det underliggende aktiv eller passiv. Der kan dog ses bort fra helt ubetydelige differencer – det må forventes, at dette forhold vil blive fortolket snævert.

 

  1. Den ene valuta i en valutaterminskontrakt eller en swapaftale skal være den samme valuta som den valuta, den erhvervsmæssige gæld er optaget i. Denne betingelse gælder ikke fuldt ud i forhold til futurekontrakter og rentecaps.

Man bør endelig være opmærksom på, at i situationer hvor eksempelvis den erhvervsmæssige gæld indfries eller nedbringes til et lavere beløb end den finansielle kontrakts tekniske hovedstol (uden at kontrakten ændres), vil den finansielle kontrakt have mistet sin erhvervsmæssige relevans.

Finansielle kontrakter skal udtages/indskydes i virksomhedsordningen med virkning for ultimo indkomståret til markedsværdien.

 

REVITAX A/S