FINANSLOV 2020 – Nyheder på skatteområdet

Finanslov 2020 - Beskatning af leasede firmabiler og aktieavancebeskatning

Regeringen har den 2. december 2019 i samarbejde med Radikale Venstre, SF, Enhedslisten og Alternativet udarbejdet finansloven 2020.

Regeringens finanslovaftale bygger blandt andet på flere stramninger i skatteregler. I denne nyhed ser vi nærmere på disse elementer, og hvilken betydning de har for jer.

Stramning af beskatningen af leasede firmabiler

Det er et udbredt fænomen, at biler leases som firmabiler med et beskatningsgrundlag, der er væsentligt lavere end prisen på en tilsvarende bil i normal handel. Aftalepartierne er enige om at stramme reglerne for beskatning af leasede firmabiler. Det vil betyde, at beskatningen vil følge det generelle princip i skattelovgivningen, at skatten af personalegoder bør svare til skatten af kontantløn. Stramningen skal gælde februar 1. februar 2020.

 

Vi mener, at det bliver spændende at se om de nugældende beregningsregler i øvrigt bibeholdes og om det alene er værdigrundlaget der skal ændres. Spørgsmålet er også her om det rammer allerede indgåede aftaler mellem arbejdsgivere og lønmodtagere – altså reelt med tilbagevirkende kraft?

Justering af skatteregler for aktieavancebeskatning

Dette element var allerede kendt, da lovforslaget blev fremsat ved Folketingets åbning den 1. oktober 2019.

Ved anvendelse af modeller med opdeling i flere aktieklasser i forbindelse med generationsskifter og lignende, kan reglerne om beregning af skattepligtig avance medføre skattemæssige aktietab på unoterede aktier, som ifølge regeringen ikke er tilsigtet. Disse tab kan reducere skatten af anden indkomst. Aftalepartierne er enige om, at hovedaktionærer fremover skal anvende en ny metode til fordeling af anskaffelsessummen, når selskabet har flere aktieklasser. Ændringen skal have virkning fra 1. oktober 2019 – der er fremsat lovforslag herom.

 

Vi mener, at ændringen kun sjældent vil påvirke de små og mellemstore virksomheders generationsskifter, der typisk bygger på succession.

Kontakt en revisor

For at holde øje med overholdelse af reglerne er det besluttet, at skattestyrelsen skal have et nyt skattecenter samt 250 nye medarbejdere til styrket kontrol. Herudover skal der tilføres yderligere ressourcer til analysering af effekten af øget skattekontrol.

Alt i alt forventes fremtiden at bringe en række stramninger og øget kontrol af overholdelse. Det kan derfor kun anbefales, at du tager fat på din lokale BRANDT Revisor så vi kan drøfte hvorvidt din virksomhed bliver berørt af stramningerne, og selvfølgelig i hvilket omfang, samt hvad I kan gøre for at overholde reglerne.

 

Kontakt os

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

og modtag nyttige og faglige informationer samt spændende nyheder automatisk fremadrettet.