EU-Domstolen

- beneficial owner-sagerne

Men sagerne ved EU-Domstolen gik sin gang.

Der var mellem parterne enighed om, at princippet om rette indkomstmodtager eller en realitetsgrundsætning ikke kunne anvendes af de danske myndigheder i disse sager.

Som nævnt er der i rente-/royaltydirektivet en beneficial owner-klausul, medens dette ikke er tilfældet i moder-/datterselskabsdirektivet.

Begge direktiver indeholder imidlertid det EU-retlige princip om retsmisbrug, som i korte træk går ud på, at et direktiv fra EU ikke er til hinder for, at de enkelte lande kan have interne bestemmelser for at hindre svig og misbrug af direktivet.

Selskaberne gjorde gældende, at anvendelsen af dette misbrugsprincip forudsatte, at det var gennemført nationalt, og dette var ikke sket i Danmark.

EU-Domstolen kom frem til, at en gennemførelse i national lovgivning (eller i dobbeltbeskatningsoverenskomsterne) ikke er nødvendig for at nægte direktivernes fordele i tilfælde, hvor der foreligger retsmisbrug.

EU-medlemsstaterne kan ikke forhindre deres borgere og selskaber i at udnytte fordele i EU-direktiverne, men hvis der sker misbrug af direktiverne, eksempelvis ved at flytte beskatning til et skattelyland, kan medlemslandene gribe ind. Den danske stat vandt altså sagerne ved EU-Domstolen. De danske selskaber kan altså ikke slippe for at indeholde kildeskat af renter og udbytte til et moderselskab i et andet EU-land trods direktivernes ordlyd, når moderselskabet kanaliserer renter/udbytte videre til lavskattelande eller kapitalfonde.

Retssikkerhedsmæssige udfordringer

Hvad er konsekvenserne af EU-Domstolens afgørelse i beneficial owner-sagerne?

Det er ikke så nemt at svare på. Man kan selvfølgelig hævde, at indførelsen af omgåelsesklausulen i ligningslovens § 3 var overflødig. Men den bliver næppe afskaffet på grund af eksistensen af skatteundgåelsesdirektivet. Og dertil kommer, at skatteflugt i bred forstand har stor politisk bevågenhed i Danmark og andre steder. Det er kommet for dagens lys, at meget store beløb ikke er kommet til beskatning, i hvert fald ikke i de lande, hvor de skattebetingede aktiviteter har fundet sted. Så den politiske tankegang vil givet være, at en generel omgåelsesklausul er god at have i beredskab, hvis der skulle opstå nye raffinerede arrangementer.

Men dommene fra EU-Domstolen og omgåelsesklausulen – som jo nu fra 2019 ikke kun er anvendelig for selskaber med grænseoverskridende aktiviteter, men også er anvendelig for fysiske personer og for rent nationale transaktioner – vil efterhånden få betydning for selve lovgivningsprocessen og for skattemyndighedernes retsanvendelse. Den vil dermed også få betydning for borgerne og deres rådgivere.

Som en konsekvens af de subjektive vurderinger, der indgår i omgåelsesklausulen – der opnås en, som virker mod indholdet af eller formålet med gældende skatteret – vil der efterhånden opstå et pres på lovgivningsmagten om nøje at præcisere, hvad intentionerne har været og især tydeligt anføre, hvor grænserne går, altså hvad der ikke er omfattet.

Bemærkningerne til lovforslag må antages at blive endnu mere ordrige, end tilfældet er i dag. Man må da håbe, at der så også reelt står mere.

Skattemyndighederne har til opgave at opkræve den skat, der er hjemmel til at opkræve – hverken mere eller mindre. Skattestyrelsen skal altså i fremtiden også vurdere, om det er muligt at anvende omgåelsesklausulen. Det er dog Skatterådet, der skal træffe den endelige afgørelse herom.

Borgere og rådgivere kommer til at agere i en mere usikker verden.

Lovgivningen er i forvejen kompleks, ligesom der kan være tvivl om fortolkningen og rækkevidden af en lovbestemmelse. Nu skal man også leve med, at den måde, man har arrangeret sine forhold på, kan blive angrebet med en påstand om, at man opnår en skattefordel, som ikke er i harmoni med lovgivers hensigt.

Rådgiverne har samme problem. Et forbehold for de skattemæssige konsekvenser vil oftere end i dag blive aktuelt, hvilket selvfølgelig er utilfredsstillende.

Men når den politiske virkelighed er, at lovgiver med åbne øjne giver køb på retssikkerheden og accepterer, at lovgivningen bliver mindre forudsigelig, må rådgivere i deres rådgivning kantstille baggrunden for dette, nemlig at bekæmpelse af skatteflugt og kreative skatteundgåelseskoncepter står højt på den politiske dagsorden. Man skal for at være sikker holde sig på betryggende afstand af aggressiv skatteplanlægning eller anmode Skatterådet om et bindende svar.

Borgerne og virksomhederne vil ofte have svært ved at forstå dette. De ønsker et hurtigt og klart svar på et setup eller det, der er mindre, men må mødes med svaret:

JA, SÅ SVÆRT KAN DET VÆRE.