Indregistrering på papegøjenummerplader medfører beskatning af fri bil

Byretten har i SKM2020.346.BR endnu en gang fastslået, at indregistrering af en bil på papegøjenummerplader medfører beskatning efter reglerne for fri bil.

Om sagen

Et selskab havde leaset en bil fra et andet selskab i koncernen. Bilen blev anvendt som vagtbil og var indregistreret på papegøjeplader. Bilen havde holdt parkeret på hovedanpartshaverens private bopæl.

Byretten kom i dommen frem til, at det følger af retspraksis, at der i situationer, hvor en bil er indregistreret på papegøjenummerplader, er en skærpet formodning for, at bilen også har været stillet til rådighed for hovedanpartshaveren. Endvidere tillagde byretten det betydning, at der var betalt privat benyttelsesafgift for bilen i den periode. De fremlagte køresedler anså byretten ikke for at udgøre et kørselsregnskab, der kunne dokumentere fyldestgørende, at bilen alene havde været anvendt erhvervsmæssigt.

Endeligt fastslog byretten, at det forhold, at husstanden havde andre biler til rådighed, ikke kunne afkræfte forholdet om, at hovedanpartshaveren skulle beskattes af fri bil.

 

Bemærkninger til sagen

Dommen er en af mange i rækken af afgørelser og domme, der statuerer beskatning af fri bil for biler/varevogne, der er indregistreret på papegøjeplader. Dommen er således ikke praksisændrende, men væsentlig at have for øje, hvis man ønsker at undgå at blive beskattet af fri bil.

Det er på den baggrund vigtigt at være opmærksom på konsekvenserne ved indregistrering af en bil/varevogn på papegøjeplader i både selskaber og personlige virksomheder, hvor bilen/varevognen indgår i virksomhedsordningen.

 

REVITAX A/S