Ligningslovens § 33 A - intern dansk lempelsesregl

Ligningslovens § 33 A er en intern dansk lempelsesregel, der kan anvendes af personer bosat i Danmark, som udfører lønarbejde i udlandet. Lempelsesmetoden er eksemption med progressionsforbehold, hvilket betyder, at der lempes for den del af den danske skat, der forholdsmæssigt falder på den udenlandske indkomst. Slutresultatet er, at der reelt ikke betales dansk skat af denne indkomst. I visse tilfælde skal der dog betales halv dansk skat, men i givet fald skal der ikke betales skat i udlandet. Uanset om der skal betales halv dansk skat eller ingen dansk skat, skal følgende betingelser være opfyldt:

  • Personen skal opholde sig uden for Danmark, Færøerne og Grønland i mindst seks måneder
  • Ferie og lignende i Danmark må højst udgøre 42 dage inden for enhver 6-måneders periode
  • Arbejde i Danmark afbryder perioden på 6 måneder, dog ikke nødvendigt arbejde, der har direkte forbindelse med arbejdet i udlandet.

Landsskatteretten har taget stilling til, om en person, der havde opholdt sig i Danmark i 42 dage, hvor han var uden arbejde, var berettiget til lempelse efter ligningslovens § 33 A.

Personen påbegyndte et arbejde i udlandet den 8. april 2013. Ansættelsen hos arbejdsgiveren ophørte den 22. juni 2013. Han opholdt sig i Danmark i perioden 23. juni 2013 – 3. august 2013 (42 dage). Den 3. august 2013 rejste han til udlandet igen, da han havde fået ansættelse hos en anden arbejdsgiver. Han arbejdede i udlandet for denne arbejdsgiver i perioden 4. august 2013 – 17. oktober 2013. Personen havde dermed opholdt sig i udlandet i mere end 6 måneder, og i denne periode var opholdet i Danmark på 42 dage.

Skattestyrelsens påstand var, at han ikke opfyldte betingelserne for lempelse efter ligningslovens § 33 A. Begrundelsen var, at udlandsopholdet var afbrudt den 22. juni 2013, hvor ansættelsen hos den første arbejdsgiver ophørte. De 42 dage i Danmark kunne ikke betragtes som ferie eller lignende, selv om han ikke havde modtaget arbejdsløshedsunderstøttelse.

Landsskatteretten henviste til bemærkningerne til et lovforslag om ændring af ligningslovens § 33 A. På baggrund af disse bemærkninger udtalte Landsskatteretten, at det var lovgivers hensigt at tydeliggøre, at ethvert ophold i Danmark, der ikke er erhvervsbetinget, er omfattet af begrebet ”ferie eller lignende”. Da  personen under opholdet i Danmark ikke havde modtaget arbejdsløshedsunderstøttelse (eller sygedagpenge), var opholdsdagene i Danmark i perioden uden beskæftigelse at betragte som ferie eller lignende. Betingelsen for lempelse efter ligningslovens § 33 A var derfor opfyldt.

Kendelsen er offentliggjort i SKM2019.201.

Kommentarer

Når betingelserne for lempelse efter ligningslovens § 33 A er opfyldt, skal der tages stilling til, om personen er berettiget til hel lempelse (reelt ingen dansk skat) eller halv lempelse (halv dansk skat).

Hvis lønnen er optjent ved arbejde udført i et land, som Danmark ikke har indgået en dobbeltbeskatningsoverenskomst med, vil der altid ske hel lempelse. Dette gælder, uanset om der er betalt skat i udlandet eller ej.

Hvis Danmark har indgået en dobbeltbeskatningsoverenskomst med arbejdslandet, vil der også ske hel lempelse under forudsætning af, at dobbeltbeskatningsoverenskomsten tillægger arbejdslandet beskatningsretten. Er beskatningsretten derimod tillagt Danmark i henhold til overenskomsten, opnås kun halv lempelse, men så må arbejdslandet heller ikke opkræve skat af indkomsten.

 

Skatteinformation August 2019 - REVITAX