Nye regler for beskatning af fri bil mv.

Folketinget har vedtaget lovforslag L 129, der ændrer beskatningen af fri bil fra og med 1. juli 2021. Endvidere er der indført skattefrihed for arbejdsgiverbetalte ladestandere til elbiler mv. Endelig er der indført et særligt bundfradrag ved privat udlejning af nul- og lavemissionsbiler.

Beskatning af fri bil

Den gældende sats på 25 % af beregningsgrundlaget op til 300.000 kr. er nedsat til 24,5 % fra og med den 1. juli 2021. Satsen nedsættes til 24 % i 2022, 23,5 % i 2023, 23,0 % i 2024 og 22,5 % i 2025 og følgende år. 

Den gældende sats på 20 % for den del af beregningsgrundlaget, der overstiger 300.000 kr., er forhøjet til 20,5 % fra og med den 1. juli 2021. I 2022 og følgende år sker der hvert år en forhøjelse af procentsatsen på 0,5, således at satsen i 2025 udgør 22,5 %. Denne sats skal så være gældende også i de følgende år. 

Forhøjelse af miljøtillægget

Miljøtillægget udgjorde i 2020 den grønne ejerafgift med tillæg af 50 %. Det samme er tilfældet i 2021 frem til og med den 30. juni. Fra og med den 1. juli 2021 forhøjes de 50 % til 150 %. Miljøtillægget forhøjes også de kommende år og udgør den grønne ejerafgift med tillæg af:

  • 250 % i 2022
  • 350 % i 2023
  • 500 % i 2024
  • 600 % i 2025 og følgende år.

Dette betyder, at hvis der betales en årlig ejerafgift på en bil på eksempelvis 3.000 kr., udgjorde miljøtillægget i 2020 3000 kr. + 1.500 kr. (50 % af 3.000 kr.) = 4.500 kr. for hele året. For 2025 vil miljøtillægget udgøre 3.000 kr. + 18.000 kr. (600 % af 3.000 kr.) = 21.000 kr.  

Elbiler og ladestander

Arbejdsgiverbetalt ladestander på bopælen skal fra og med den 1. juli 2021 ikke længere indgå i beskatningsgrundlaget for fri bil, når medarbejderen har fri bil i form af en elbil eller en pluginhybridbil. 

Der er fra og med den 1. juli 2021 endvidere indført skattefrihed for arbejdsgiverbetalt ladestander på den private bopæl, der overgår til udelukkende privat anvendelse, når medarbejderen i en sammenhængende periode på mindst seks måneder er blevet beskattet af fri elbil eller pluginhybridbil. 

Personer, der anvender virksomhedsskatteordningen, er ikke omfattet af denne lovændring. En ladestander (erhvervsmæssig og privat anvendt) kan efter gældende regler ikke indgå i virksomhedsordningen. Af et høringssvar fremgår, at der måske vil komme en lovændring på dette punkt. Af samme høringssvar fremgår, at denne problemstilling også kan være relevant for hovedaktionærer i de situationer, hvor hovedaktionærens selskab betaler for opsætning af en ladestander hos hovedaktionæren, og dette vil i givet fald også blive overvejet i forbindelse med en senere lovændring.

Ikke forstået!

For hovedaktionærer gælder samme regler om beskatning af fri bil som for andre medarbejdere. Det eneste man måske har i tankerne, er de tilfælde, hvor hovedaktionæren ikke er ansat eller hvad?

Bundfradrag ved deleøkonomi

Fra og med indkomståret 2021 er der indført et særligt bundfradrag på 20.000 kr. (2021) ved privat udlejning (ikke-erhvervsmæssig udlejning) af nul- og lavemissionsbiler (under 50 g C02 pr. kilometer). Dette bundfradrag gælder sideløbende med fradraget på 10.700 kr. (2021) ved udlejning af andre personbiler, lystbåde mv. Hvis årets bruttoindkomst ved udlejning af nul- og lavemissionsbiler overstiger bundfradraget på 20.000 kr. (2021), er kun 60 % af det overskydende beløb skattepligtigt.  

REVITAX A/S