Skattepligt – skattemæssigt hjemsted

Et ægtepar med to børn havde i de seneste 12 år boet i henholdsvis Thailand, Singapore, Australien, Kina og Tyskland, hvoraf de seneste tre år var Tyskland. Familien ønskede nu at flytte til Danmark og i den forbindelse naturligvis anskaffe sig en helårsbolig.

Manden ville dog blive boende i Tyskland for at videreføre sin karriere hos den tyske arbejdsgiver. 7-10 dage om måneden ville han opholde sig hos familien i Danmark. Under opholdene i Danmark ville han udføre arbejde for den tyske arbejdsgiver.

Manden ønskede en afklaring af sin skattemæssige situation og anmodede Skatterådet om et bindende svar. Skatterådet svarede, at han ville blive fuld skattepligtig til Danmark efter interne danske regler, da han ville udføre arbejde i Danmark, der ikke blot var af enkeltstående og sporadisk karakter.

Da han fortsat ville være skattepligtig til Tyskland på grund af bopæl der, var der tale om dobbeltdomicil, der skulle løses ved at fastlægge det skattemæssige hjemsted efter artikel 4 i den dansk-tyske dobbeltbeskatningsoverenskomst. Efter artikel 4 er det skattemæssige hjemsted der,

hvor personen:

  • Har fast bopæl til sin rådighed
  • Har de stærkeste personlige og økonomiske forbindelser (midtpunkt for sine livsinteresser)
  • Sædvanligvis opholder sig
  • Er statsborger.

Der er tale om en prioriteret orden.

Da der var fast bolig til rådighed i såvel Danmark som Tyskland kom kriteriet om midtpunkt for livsinteresser i spil. De personlige interesser, nemlig ægtefællen og børnene, var i Danmark. De økonomiske interesser var efter Skatterådets opfattelse i Tyskland, hvor han var ansat og som oftest opholdt sig i forbindelse med arbejdet for den tyske arbejdsgiver.

Skatterådets konklusion var derfor, at det var det næste kriterium, der skulle afgøre personens skattemæssige hjemsted. Efter det oplyste forventede han at opholde sig højst 120 dage om året i Danmark, 215 dage i Tyskland og 30 dage i andre lande. Ud fra disse oplysninger fandt Skatterådet, at det skattemæssige domicil var Tyskland, og Danmark fik således status som kildeland.

Afgørelsen er offentliggjort i SKM2019.64.

Kommentarer

Afgørelsen betyder, at Danmark som kildeland kun kan beskatte indkomst af danske kilder, og kun i det omfang, at Danmark er tillagt beskatningsretten i henhold til dobbeltbeskatningsoverenskomsten. Indkomst for arbejde udført i Danmark for den tyske arbejdsgiver kan derfor ikke beskattes i Danmark, da opholdet i Danmark ikke udgør mere end 183 dage inden for kalenderåret. Dog vil Danmark få beskatningsretten til løn for arbejde udført i Danmark, såfremt den tyske arbejdsgiver fik faste driftssted i Danmark på grund af dette arbejde. Dette er der ikke taget stilling til i afgørelsen.

Skatterådets afgørelse om skattemæssigt hjemsted er i overensstemmelse med den praksis, som har været offentliggjort det seneste års tid – når familien bor i det ene land og arbejdsgiveren i det andet land, hvor hovedparten af arbejdet bliver udført, så kan centrum for livsinteresser ikke anvendes ved afgørelsen af dobbeltdomicil. Derfor anvender nuværende praksis kriteriet om sædvanligvis ophold og dette ud fra et antal dage. Tilsvarende fastlæggelse af det skattemæssige hjemsted i forbindelse med fraflytning til udlandet er endnu ikke set offentliggjort.

Det fremgår i øvrigt af 2017-kommentarerne til OECDs-modelkonvention, at fastlæggelsen af sædvanligt ophold ikke kan ske ved alene at fastslå, i hvilket af de to lande personen har tilbragt flest dage. Videre er anført, at sædvanligt ophold er et begreb, der henviser til hyppigheden, varigheden og regelmæssigheden af ophold, som udgør en del af en fysisk persons fastlagte livsvaner og dermed ikke blot er forbigående.

Skatteinformation August 2019, REVITAX