Udvidelse af hjælpepakker som følge af forsamlingsforbud på 10 personer og krav om lukning kl. 22.00

På grund af det stigende smittetryk har regeringen som bekendt iværksat en række tiltag og skærpelser.

Regeringen har været opmærksom på at dette naturligvis får indflydelse på erhvervslivet, og derfor er der indgået aftale om udvidelse og forlængelse af hjælpepakkerne.

Hovedpunkter i aftalen er:

  • Nuværende kompensations- og garantiordninger forlænges til og med d. 31. januar 2021
  • Muligheder for at opnå kompensation for faste omkostninger forbedres. Krav om omsætningsnedgang nedsættes til 30 % og maksimal kompensationsprocent for mindre virksomheder sættes op til 90 %
  • Virksomheder, der er direkte leverandører til arrangementer med min. 10 deltagere, kan opnå kompensation.
  • Virksomheder med tilstrækkelig stor omsætningsnedgang i forbindelse med det skærpede forsamlingsforbud samt forbuddet mod at sælge alkohol efter kl. 22, får adgang til eksisterende kompensationsordninger for selvstændige og faste omkostninger.
  • Virksomheder, der har eller får forbud mod at gennemføre deres aktiviteter som følge af det skærpede forsamlingsforbud, får adgang til kompensationsordningerne for selvstændige og faste omkostninger på samme vilkår som tvangslukkede virksomheder. Tvangslukkede får også mulighed for at sende deres medarbejdere hjem med lønkompensation, hvis de ikke har omsætning. Det gælder f.eks. messeaktivitet.
  • Faste leverandører til pelsdyravlere, hvor besætningen slås ned, får adgang til kompensationsordningen for selvstændige og faste omkostninger.

Der er endnu ikke udformet vejledninger til ”de nye” ordninger, så det bliver spændende at se, hvilke virksomheder, der reelt kan søge. Det virker til, at der er en opblødning i fortolkninger til underleverandører da blandt andet taxachauffører og leverandører af lys og lyd nævnes.

Vi holder løbende øje med udviklingen i ordningerne, og vi kommer med mere information, når vejledningerne er tilgængelige.

Såfremt I har spørgsmål, skal I være velkomne til at kontakte vores task force eller jeres BRANDT revisor. Vi står altid klar til at hjælpe – også med andet end kompensationsordninger…

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

og modtag nyttige og faglige informationer samt spændende nyheder automatisk fremadrettet.